Genoptryk af principper for kanalfordeling

Hvilke kanaler der skal placeres i hvilke pakker – Grund- Mellem- eller Fuldpakken – afhænger helt og aldeles af det antal stemmer, kanalerne får.
Grundpakken skal være billigst – alle skal have råd til den. Og så er grundpakke jo også  forudsætning for internet fra RFA. Og forudsætning for at man, under visse forudsætninger, kan tilkøbe enkelte kanaler hos YouSee.
2015-prisen er 1.225,- kr. – og er nærmest ‘kontingentet’ til antenneforeningen og bidrag til vedligeholdelse. I Grundpakken kommer således de kanaler, der ikke skal købes. Det er dels de pligtige (‘must carry’) danske kanaler og så kanaler, danske og udenlandske, som der kun skal betales en mindre afgift for – f.eks. CopyDan:
Pligtige kanaler er:
RFA INFO-kanalen (digital og analog) / DR 1 (analog og digital) / Folketingskanalen (kun digital) / Regional-tv med tegnsprog (kun digital); for nævnte kanaler betales en mindre afgift samt CopyDan. Tilsvarende gælder for de øvrige kanaler i grundpakken: DR2 / DR3 / DR K / TV Fyn /  DR Ultra  (alle kun digital) / DR Ramasjang . I Grundpakken er TV2 (analog og digital) den eneste betalingskanal af de nævnte. Og at den trods betaling er placeret her skyldes et medlemsønske, fremført for et par år siden.
Resterende ‘båndbredde’ ‘fyldes op’ med andre gratiskanaler strengt efter stemmetal. 
‘Gratis’ udenlandske kanaler kan være norske / svenske / franske / spanske / engelske og de kommer med – når de får stemmer nok.
Når båndbredden i Grundpakken er udfyldt, placeres ‘betalingskanalerne’ (= de ikke-gratis kanaler) – ca. 10, afhængig af analog eller digital – nøje efter stemmetal i først Mellempakken, og når dens frekvenskapacitet er opbrugt i Fuldpakken; her er der – også afhængig af analog eller digital – plads til ca. 11. (Analoge kanaler fylder mere i båndbredde end digitale; én analog kanal ‘fylder’ ca. lige så meget som 10 digitale..).
På den måde er det udelukkende medlemmernes stemmer der bestemmer hvor kanalerne skal ligge.
De kanaler, RFA kan tilbyde, er kanaler, der distribueres af vor grossist = YouSee.